Oldkirkens ortodoksi - en ustabil konstruktion

Vi har altid kunnet blive klogere på sandheden. Det hævder Jens Linderoth i denne artikel om ortodoksiens tilpasning og forandring i verden. 

Når man tænker på, hvad man troede på i den ældste kirke, så er udgangspunktet, at det var kristendommen i sin grundform, og derfor må det, man troede, på en eller anden måde have været urokkeligt og ensartet. Oldkirkens ortodoksi („rettroenhed“ eller „trosgrundlag“) må have været uforandret og ikke blandet med noget.

Men moderne teologer og religionsforskere stiller spørgsmålstegn ved dette, idet de peger på det faktum, at den kristne ortodoksi først fik sin faste form omkring det 3. årh. e.Kr. Ortodoksi blev således konstrueret af flere forskellige elementer, som både var historisk, kulturelt og politisk betinget.

Det betyder, at den kristne ortodoksi, eller det kristne fundament, derfor kan ændre form ud fra de sammenhænge, både politisk, historisk og kulturelt, som kristendommen befinder sig i, og stadig være sand kristendom.

Hvis det er rigtigt, og vi bliver mere opmærksomme på det, så kan det få stor betydning for vores måde at tænke over det at være i dialog og samtidig være trofaste over for vores kristne ortodoksi eller fundament.

Pointen er, at kristendommens sandhed ikke nødvendigvis forsvinder eller negligeres, fordi vi i dialog med vores omverden måske finder nye formuleringer for det kristne tankegods eller møder tanker, der, når vi analyserer dem, ikke er uforenelige med kristendommen. Sådan var det i den tidligste kristne ortodoksi, og sådan må kristendommen derfor også kunne udvikles og forandres i dag. 

Den amerikanske historieprofessor Rebecca Lyman, hvis speciale er kristendommens første tider, kalder ortodoksien for en hybrid, altså en krydsning, der opstod som en vekselvirkning af flere verdensopfattelser. Den kristne ortodoksi blev til i en periode, hvor kristendommen fandtes som en lille marginaliseret livstydning blandt mange andre i det romerske imperium.

Nogle af dem blev assimileret i den hellenistisk-romerske mainstream kultur, hvor Platons filosofi, kejserkult og soldyrkelse gik op i en højere enhed. Andre – f.eks. manikæismen – forsvandt igen, fordi de ikke var stærke nok til at modstå forfølgelse. Grunden til, at kristendommen ikke forsvandt, er sandsynligvis, at den hverken blev offer for assimilering eller fortrængning, men blev en hybrid, altså en krydsning af bl.a. hellenistisk og jødisk-kristen tankegang. Og når det er tilfældet, er det, man kan spørge sig selv, hvor stabil en konstruktion den kristne ortodoksi egentlig er.

Justin Martyr som eksempel på ortodoksien som en konstrueret størrelse

Hvis man ser specifikt på kristen ortodoksi, er den ifølge Rebecca Lyman ikke en urokkelig størrelse, ud fra det faktum, at den i første omgang opstod som en trang til at formulere og stadfæste sit indhold i en multireligiøs verden.
   Lyman nævner specifikt en kendt kristen tænker fra Rom i det andet århundrede, altså ved begyndelsen af den kristne ortodoksis opståen. Denne tænker hed Justin med tilnavnet Martyr.
   Med ham i fokus udpeger hun nogle af de strategier, der ifølge hende særligt kendetegner den kristne ortodoksis måde at definere sig på.

Hvis vi ser på, hvor den kristne ortodoksi blev til, så var det som beskrevet ovenfor i margenen af det daværende romerske imperium, hvor kristendommen som før sagt blot var en blandt mange andre livstydninger. Og ortodoksien konstrueredes så uundgåeligt som en hybrid af den oprindelige kristendom.

Vi kender ordet hybrid fra naturen – fra fx roser, hvor de fleste populære arter er hybrider fra de få oprindelige arter. Man tager den oprindelige rose og poder nye roser på og skaber derved en hybrid. En hybrid er altså noget, der er krydset med noget andet – et slags tredje (se et ex. på en hybrid på næste side). Og Rebecca Lyman mener, at en sådan hybrid i virkeligheden er kendetegnet ved enhver ortodoksi!

Ideen er, at den kristne ortodoksi opstod som en hybrid midt imellem hellenismen og jødedommen.  Den blev herved kendetegnet ved sin væren et sted imellem disse. Og hybrid-eksistens er noget, der er accepteret i et samfund, så længe den ikke kræver at være det „oprindelige“ – medmindre magthaverne da finder det konstruktivt eller formålstjenligt at gøre det.

Derfor vil en hybrid altid være en udfordring til det, der bærer en kulturs autoritetsstrukturer, og derfor risikerer den også at møde modstand, hvis den tillader sig at være andet end blot hybrid.

Altså, hvis hybriden ikke assimileres i majoritetskulturen, så risikerer den at blive opfattet som en trussel, og det var, hvad den kristne ortodoksi oplevede i sin spæde barndom ved f.eks. Justin Martyr, der hævdede, at kristendommen og hellenismen ikke var modsætninger, men at de var to sider af samme sag. Han var derfor med til at konstruere en hybrid, der – netop fordi den hævdede at være Sandheden gennem Justins argumenter og ikke blot en hybrid – måtte skaffes af vejen. 

Justin Martyr og hellenismen

Justin blev henrettet omkring år 165 e.Kr., fordi han ikke ville ofre til de romerske guder og derved anerkende dem som guder. På den måde ser det ud, som om han står stejlt på sin jødisk-kristne identitet over for den græsk-romerske hellenisme. Inden han blev kristen, var han imidlertid filosof og gik med en særlig filosof-kappe. Efter han blev kristen, beholdt han kappen og blev ved med at undervise elever i filosofi. Nu underviste han bare sine elever i kristen filosofi, som han var blevet overbevist om var den sande. Da han blev henrettet, fulgte seks af hans kristne filosofielever ham i døden.
   Han er måske mest kendt for at have skabt udtrykket logos spermatikos, der kan oversættes med „udsæd af Ordet“. Med det vil han sige, at meget af det, som han finder sandt hos den græske filosofi også findes hos Kristus, og at det sande, han fandt i Kristus, faktisk var forudgrebet i filosofien.

Han kan ses som opfinder af de 3 kristne litterære genrer: Apologi(forsvar for kristendommen), ortodoksi(grundlæggende kristendom) og heresiologi(skrifter imod kættere). To af hans forsvarsskrifter – blot kaldet Justins apologier – er oversat til dansk. Den ene er sandsynligvis forfattet, efter at Justin vidste, at hans retssag ville falde ud som en dødsdom, og er nok et slags supplement til det første forsvarsskrift. De to tekster vidner om et ønske om at være tro mod sin tro på Kristus, uanset hvad, i et hav af blandede kulturer, samt kirkelige og samfundsmæssige forventninger. Og det uden at tage de lette udveje hverken i retning af at blive en kirkelig stålsat anti-filosof, eller en gnostiker, der opløser Kristus i et filosofisk system.
  
Justin er traditionelt set blevet opfattet på to måder, enten som kun en kristen, der kendte hellenismens sprog og kultur indefra og derfor kunne oversætte kristendommen herind, eller kun som en hellenist, der aldrig helt fik lært den jødisk-kristne måde at tænke på, og derfor blev ved med at give mere plads til den græske filosofi, end der faktisk er inden for jødisk-kristen tænkning.

Ikke desto mindre endte den kristne ortodoksi, da den fandt sin endelige udformning, som en hybrid imellem hellenisme og jødisk kristendom.

Kristen ortodoksi som ustabil hybrid

Når vi tænker tilbage på de første kristne århundreder, så gør vi det altid med farvede briller. Man kan let komme til at betragte det store område omkring Middelhavet som én hellenistisk-romersk kultur overfor én jødisk-kristen kultur, som ligeså stille overlevede og endte som en verdensreligion. Men det er ikke korrekt. Kristendommen var fra starten en hellenistisk blanding af flere kulturer, der konkurrerede med andre blandinger. Kristendoms-blandingen blev så populær, at kejser Konstantin så det som formålstjenligt at gøre den til officiel religion religion i 312. Spørgsmålet er selvfølgelig, om det også var, fordi det havde stor menneskelig appel, at sandheden i kristendommen var en marginaliseret person, der holdt med de svage og synderne. Eller også var det, fordi Jesus Kristus virkelig er Guds søn, sådan som vi som kristne tror, han er. Men det forbliver naturligvis et trosspørgsmål!

Og Justin er et tydeligt eksempel på, at kristendommen krydsedes med hellenistisk filosofi.  Han insisterede på at være filosofisk kristen og dermed arving til både Athen og Jerusalem. Selv blev han henrettet, fordi hans holdning på det tidspunkt virkede som en trussel mod mainstreamkulturen, men krydsningen var sket, og derfor var kristendommen i en position, hvor den var svær både at assimilere og at fortrænge.
   Hellenismen var et kludetæppe af kulturer og identiteter, hvor man prøvede at forstå og forhandle sine etniske, filosofiske og religiøse identiteter. Og det var det, som kristendommen fik held med!

Centrum i denne kultur var græsk Paideia (dannelse/opdragelse) og romersk ret og militær. Rundt omkring dette kulturelle centrum eksisterede der mange forskelligartede og marginaliserede kulturelle og religiøse identiteter. Og alle disse identiteter var på trods af deres forskelligheder en del af den hellenistiske kultur med centrum i græsk kultur og romersk imperium – også den jødiske og kristne. Og som en hybrid overlevede kristendommen i alt dette!

Det græsk-romerske kulturcentrum fastholdt sin overlegenhed ved at fastholde „de andre“ i at være noget andet, der lignede, men ikke helt var, græsk-romersk. Og her fremstod Justin som en af de marginaliserede andre, der prøvede at skabe sig kulturelt og politisk rum ved at hævde, at det sande centrum var i marginen. Han påstod, at han var en græsk dannet filosof, der havde fundet den sande filosofi i kristendommen, forud forkyndt hos de jødiske profeter. Alt, hvad Justin eller andre sagde af sandheder, var for Justin altid allerede sagt af Kristus og kom fra ham.

Justin sagde ifølge sig selv kun noget nyt, fordi sandheden blev udfordret af dæmoner, kættere og såkaldte filosoffer, der ikke ville bøje sig for sandheden. Så den drivkraft, der gjorde, at ortodoksien og apologien udviklede sig herfra og fandt sin endelige form, var ideen om kætteri.

Når ortodoksi derfor mener, at den kan tillade sig at opfinde nye ideer og indoptage nye tankemåder i sig, skyldes det ifølge Lyman, at den hævder, at det nye allerede er sagt i det gamle, og at det er blevet nødvendigt at reformulere det oprindelige pga. kætteriet!
   Ortodoksi er således en særdeles ustabil størrelse, der hele tiden opfinder sig selv ved at påstå, at noget andet er kætteri – ifølge Lyman.

Som jeg nævnte i begyndelsen, kan disse overvejelser være interessante for vores måde at være i dialog med andre religioner og livstydninger. Kristendommen må erkende sig selv som en bastard, der hele tiden må finde sit fodfæste i den tid, den er en del af, som en uafsluttet hybrid. Med Kristus som anker kan den erkendelse hele tiden hjælpe os med at rekonstruere og reformere, indtil han kommer igen, sådan som han har sagt, at han vil. Han er ikke en facitliste, men netop en person, der fortsat kan inspirere og give os mod til at være i bevægelse.

Tekster:

Lyman, Rebecca; Heresy and Hellenism, in Journal of Early Christian Studies 11, no 2; 2003; side 209-222
Lyman, Rebecca; The Politics of Passing: Justin Martyr’s Conversion as a Problem of Hellenization. In Mills, Kenneth & Grafton, Anthony (eds.); Conversion in Late Antiquity and the Early Middle Ages; University of Rochester Press; New York; 2003; side 36-60