Prædiken til 2. påskedag luk. 24, 13-35

Vi må tro på og have tillid til Kristi opstandelse, og tro på den som en historisk begivenhed, ellers er det lige meget!

Evangeliet til påskedag slutter med, at de to kvinder flygter fra den tomme grav, „for de var bange“.  Og med det samme opstår der et rygte om, at den døde Jesus er opstået. Og dette rygte om hans opstandelse er også nået disciplene, men som Lukas fortæller det i sin version, forudgående for den beretning, der lyder 2. påskedag, „det lød for dem som løs snak“.

Nu er to af disciplene så på vej til byen Emmaus, hvor de taler om alt, det der var sket.
   Disciplene møder da den fremmede og forstår slet ikke, hvordan han kan spørge, hvad der er sket. Bedrøvede fortæller de den fremmede om det menneske, til hvem de havde sat al deres håb, om det menneske, som de havde håbet skulle forløse verden fra ondskab. Ham havde man pint og slået ihjel. Og ikke nok med det, det var meget værre: hans døde krop var blevet fjernet.
  
De havde håbet, at han skulle forløse mennesker - og rive den skabte og faldne menneskehed ud af det ondes greb. I deres ord „vi havde håbet“, udtrykkes den dybe nød. Det er slemt ikke at have noget håb, men det må være endnu værre at erfare, at den tro og det håb, som man havde – at det glippede. En frelser, der i nøden aldrig kommer til syne, er måske slemt, men en frelserskikkelse, som kom for at frelse - og skuffede... det er uudholdeligt. Ham, de havde sat deres lid til, var blevet slået ihjel, og det virkede nu, som om alt var tabt.
   Men da er det, at alt forandres fra sorg og håbløshed til tro og håb, da Jesus bryder brødet med dem, og deres øjne åbnes.

Beretningen om Emmaus har sin ganske forudsætning i, at Jesus opstod fra de døde påskemorgen ved en konkret historisk hændelse – også selvom det ikke kan bevises!
   Vi må tro på og have tillid til, måske ikke en empirisk konstaterbar og vidende historisk begivenhed, men en hændelse, som kvinderne ved graven oplevede, og som Jesu disciple også oplevede! Og som vores tro derfor tror på som en historisk begivenhed.

Ud fra mødet med opstandelsesbudskabet må vi midt i al vores tvivl have tillid til Kristus, tro og tillid til, at døden ikke fik det sidste ord, men at han overvandt den ved at opstå til livet påskemorgen. Men hvorfor det skulle ske, forstod disciplene ikke og det var først senere, da budskabet begyndte at konsolidere sig som menigheder, at meningen med Jesu lidelse, død og opstandelse åbenbaredes.
  
Jesus døde ikke, fordi han led et kæmpe nederlag, men det forstod disciplene ikke - for dem var det blot et knust håb. Jesus døde for at sone den skyld, som vi bar og bærer rundt på, på grund af al den ondskab, som fylder vores hjerter. Men han døde også for endeligt at vise mennesker, at Gud, og ikke døden, har det sidste ord at sige om mennesker – døden blev endeligt overvundet med opstandelsen påskemorgen!

Jesus bar og bærer stadig de manges synd og træder i stedet for syndere. Jesus bar sin tunge byrde i kærlighed til mennesker. Men det forstod disciplene ikke. De gik blot og talte om alt det, som de havde oplevet i påsken. De var fulde af forvirring og tvivl. Men i mødet med den opstandne, som fortæller dem meningen med det hele, da begynder de at forstå. De begynder at ane, at hvis lidelsen i verden skal høre op, så må Gud gå ind i den og være hos de lidende. Hvis der skal være en anden mulighed end had og ondskab, så må Gud selv gå forsoningens vej. Og skal Gud, og ikke døden, bestemme til sidst, måtte han vise os, at det forholder sig sådan!

Vi begynder måske også at forstå, men helt forstår vi nok aldrig før den dag, hvor Kristus vil bryde brødet sammen med os i sin Faders rige. Den kristne menigheds forvirring og tvivl er derfor ikke én gang for alle forsvundet påskedag, men må bestandigt overvindes i mødet med den opstandne i Emmaus - i kirken.

***

I det øjeblik han tog brødet, velsignede og brød det og gav dem det, åbnedes deres øjne, og de genkendte ham. Men da var han borte for deres øjne. Da de var på vandring med ham - mod ny erkendelse, kendte de ham ikke. Da de sidder til bords med ham, kan de pludselig ikke længere se ham.

Men nu er det heller ikke nødvendigt. Nu har de oplevet, at den selvhengivende kærlighed, Guds egen kærlighed ved Jesus Kristus er opstået og skaber liv af døde. Nu kan de tro og fortælle om, hvad de havde oplevet på vejen og om, hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet. Og det skulle fortælles videre fra generation til generation!

Alle evangelierne har deres begrundelse i påsken! Ingen påske – intet evangelium! Evangelierne tager deres begyndelse, deres udgangspunkt i fortællingen om den opstandne Kristus! Efter mødet med den opstandne – var der kun én vej, nemlig at fortælle alverden dette fantastiske budskab.

Kaj Munk digter således: Opstandne Krist, til dig jeg må mig vende. Alt andet liv fortæller mig kun om et skift af liv og død foruden ende med jeget evigt under dødens dom. Lær mig at tro du mægtige, du blide, hvor ingen mere kan se og vide.